Næstved Rollespilsforening

Historien om Balarri og Gra’kaz

​

Historierne fortæller om hvordan Gra'kaz, som den første, konfronterede Belarris - mareridtets gud -, da han skabte frygt og ilde søvn i hans følgere. Dette medførte at de ej havde energien til at løse problemer som kom, i stedet blev de dovne og frygtsomme. Kampen var lang og svækkende på begge parter. Frygt var ukendt for Gra’kaz der blot blev mere og mere arrig af Belarris' ene trick efter det andet. Kampen endte dog med en sejr og Balarris blev bundet til mørket.

​

Skrevet af Thomas Johansen

​

 

Sagnet om Zolotaya

​

Forinden Karl overtog magten, var hertugdømmet Von Großstein et kejserrige ved navn Zolotaya. Det var et stærk, respekteret og frodigt land, hvor kejseren afholdt enorme mængder af festligheder og turneringer. Det var almindelig kendt, at både mænd og kvinder fra Zolotaya var robuste, hårdføre og samtidigt utroligt høflige og imødekommende.

Mest kendt fra det gamle Zolotaya var Kejserens rytterkorps, Ogon rytterne, som var en samling af imperiets bedste og mest brutale riddere. De var en barsk samling, som var frygtet - ikke kun af Zolotayas fjender, men også af alle landsbyerne rundt om i landet. Ogon rytterne havde tendens til at slå sig ned i en landsby, og når de forsvandt igen, ja så var der sjældent meget landsby tilbage.  Ogon ryttere var nemlig især kendt for at gå på druk og lave rigelige mængder af masseslagsmål, ofte med et par dødsfald blandt de lokale ordenshåndhævere til følge.

​

Skrevet af Martin Malm

​

 

Spøgelseskongen i Hedeland

​

Meget få går ud om natten i Hedelandet, da legenden siger, at spøgelseskongen vil hverve en hver han møder i mørket, til sin hær af livløse ryttere. Det siges, at da spøgelseskongen levede, var han en brutal og frygtet kriger, som med sin enorme rytterhær havde erobret det meste af Den Kendte Verden, og nu leder efter en portal til gudernes rige, for at krone sig selv, som gudernes konge. Af frygt for at det ville lykkedes kongen at erobre gudernes rige, fik guderne himlen til at regne ild over kongen og hans hær. Mange mener at vandet i søer og vandløb er udrikkeligt, fordi at kongen i sit sidste dødsskrig forbandede landet og guderne. Om natten når alle børn sover, kan man ofte høre hestehove dundre i det fjerne og man kan på de mørkeste nætter høre spøgelseskongens dødsskrig.

​

Skrevet af Martin Malm

​

​

Ishavet

​

Langt mod nordvest er Ishavet. Dette uudforskede hav er et koldt, øde og trist sted dækket af frost, sne og is. Mange eventyrer og pirater har forsøgt at udforske denne kolde og nådesløse del af verden, men de har alle måtte give op eller er bukket under for Ishavets frosne jerngreb.

Det er blandt søfolk kendt som en skibskirkegård, da der er mange skarpe klippe rev, hvor uforsigtige smuglere er gået en hård skæbne i møde, i forsøget på at gemme deres smuglergods. Der er derfor mange skatte gemt i isen såvel som på havets bund. I selskab med disse skatte siges der at være druknede og forfrosne lig, der i al evighed er tvunget til at bevogte Ishavets skatte.

De få opdagelsesrejsende der er vendt hjem fra deres rejser til Ishavet, fortæller om et kontinent efter Ishavet, og selvom deres historier er vidt forskellige, så går de samme ting igen og igen i historierne. Nemlig et kontinent der er dækket af en stor frossen skov, som glitre smukt i solens stråler. De taler om et roligt, smukt, men vemodigt sted, hvor vinden lyder som en svag og ensom hulken. Nogle påstår, at den ensomme hulken kommer fra en stor bakke som de kunne se i det fjerne, andre påstår at bakken er et slot af sne og is.

Alle historierne fra de hjemvendte opdagelsesrejsende har skabt det hjerteskærende eventyr om ”Den Knuste Konge”, som siges at være kilden til den hulken:

I et kongerige fra en tid som ingen husker, regerede engang en brav og stolt konge, som var højt elsket af sit folk. Kongen havde tre smukke døtre, som alle tre var vidt forskellige. De tre prinsesser havde dog alle det tilfælles, at de var elsket og respekteret, men led skæbner, som få ville have troet muligt for så vidunderlige prinsesser.

Den ældste datter var lys og mild. Hun kunne få selv de mest betændte og ækle sår, til at heles. Det siges at hendes kundskaber var en gave fra en mægtig troldmand, som hendes far engang havde reddet fra druknedøden. Hun var kendt for at rejse kongeriget rundt, for at hjælpe alle der havde brug for hendes helbredende kræfter. Prinsessen var elsket og værdsat af alle på sin vej, men endte sine dage alene og forladt, druknet i en beskidt mudderpøl efter at være blevet kastet af sin hest.

Den mellemste datter var mørk og vild. Frygtet af alle kongens riddere, da hun havde evner inden for sværdkunst, kun få havde set magen til før, samt et temperament der kunne få selv den stolteste ridder til at krybe i et musehul! En dag blev prinsessen forelsket i en smuk bondedreng, som hendes fader imod alles forventning, gav sin datter lov til at gifte sig med. Dette blev hendes endeligt, da bondedrengen i et anfald af jalousi, dolkede prinsessen i ryggen og kastede hendes lig i voldgraven.

Den yngste datter var den smukkeste af de tre. Hår så rødt som ildens flammer, øjne som smaragder og et sind fyldt med glæde og uskyld. Det siges af hendes sjæl var så smuk, at man kunne se den. Prinsessens blotte tilstedeværelse kunne få selv vilde dyr til at falde til ro. Hun var så uendelig smuk, at, prinser, konger og kejsere rejste langvejsfra, blot for at kunne gå i graven, velvidende at de havde set det smukkeste i denne verden. Det fortælles at en gud i forklædning engang besøgte prinsessen, og lovede hende, at hun aldrig ville miste sin skønhed!

Efter de to andre prinsessers tragiske skæbner, var kongen fyldt med sorg, og lod derfor aldrig sin yngste datter gå ud af slottet. Hun var altid bevogtet af et dusin svært armerede riddere, som alle havde svoret at bevogte prinsessens skønhed, ynde og uskyld. Nogle mente at de tolv riddere alle var kvinder, oplært af kongens mellemste datter.

En kold og solrig vinterdag, bad prinsessen sin fader om tilladelse til at lege i slotshaven. Kongen nægtede først, men da datteren atter bad sin fader om tilladelse, denne gang med tårer i øjnene, bukkede kongen under for hendes ønske, og lod hende gå med sine riddere i slotshaven for at lege i den smukke hvide sne.

Ingen ved hvad der hændte i slotshaven den dag, kun at morgenen efter, var både kongen, prinsessen, og hendes riddere forsvundet. Det rygtes, at den forklædte gud var kommet for at holde sit løfte, bortførte prinsessen og bragte hende til Ishavet, hvor prinsessen ville kunne forblive smuk i al evighed. Kongen havde med sine riddere forsøgt at sætte efter bortføreren og derfor sat kursen mod Ishavet.

Da kongen med sine riddere efter en lang rejse endeligt havde nået Ishavet, blev de mødt af en enorm, kold og frossen, dog smuk skov med en bakke i det fjerne. Hver gang de nåede en lysning i skoven, kunne de se bakken i det fjerne, men uanset hvor mange lysninger de nåede til, kom bakken ej nærmere. Det var som om, den forklædte gud spillede dem et puds, men dette øgede blot kongens beslutsomhed, og kongen indså at bakken måtte være en illusion, skabt af den forklædte gud, til at lede dem på vildspor. Kongen beordrede ridderne til at følge ham mod syd, væk fra bakken mod nord. Efter tre dage i skovens kulde og sne med retning mod syd, nåede kongen med sit følge, den lumske bakke. De havde overlistet den forklædte guds luskede illusion!

Bakken vidste sig at være et enormt palads, opført i sne og is. Det stod alene, forladt og så næsten helt sørgmodigt ud. Den store port åbnede sig for kongen og hans følge. Kongen satte i løb og bragede ind. Med sværdet i hånd og klar til at udfordre den forklædte gud, som havde frarøvet ham hans dyrebare datter! Da kongen nåede til tronsalen, fandt han omsider sin elskede datter! Han smed sværdet bort, styrtede mod sin datter, omfavnede hende og græd af lykke.

Faderens tåre af lykke blev hurtigt forvandlet til tåre af sorg. Datteren kunne ikke gengælde faderens omfavnelse, for hun stod som en statue, kold og stille. Prinsessens før så levende og glitrende øjne, var kolde og livløse. Faderen, knust over sin sidste datters skæbne, kunne ikke gøre andet end at holde hulkende om sin livløse datter.

Man kan stadig den dag i dag, når vinden blæser højt fra nord, høre Den Knuste Konges sørgmodige hulken.

​

Skrevet af Martin Malm

​

 

S’krak Klanen i Marsklandet

​

S’krak er en lille ondsindet og skadefro goblin. Men han er ikke nogen almindelig goblin. Det siges nemlig, at han besidder farlig og ustyrlig magi. Med disse evner, har S’krak samlet en stor klan, kun besående af gobliner.  

I modsætning til andre klaner, så forhandler S’krak ikke med nogen, for han er lige så grådig som han er ondsindet. S’krak plyndre hvor og hvad han kan!

I Hedelandet er han frygtet, i fyrsternes lande er han en plage, i Solens Rige skræmmer de deres børn med hans navn og i Dunkelskoven er S’krak hadet af alle.

Rygterne siger at S’krak nyder synet af lidelse og død. Derfor tager klanen ingen slaver, som andre klaner i Marskland ville gøre. Alle overlevende, efter et angreb fra S’krak’s klan, gøres til fanger, som S’krak, i ny og næ, torturere og henretter af lyst.

S’krak er endnu ikke blevet set i Fruens Ly, men det er måske kun et spørgsmål om tid.

​

Skrevet af Stefan Pedersen

​

 

Den Blodige Ravn

​

Den Blodige Ravn, eller Blods Ravnen som den også bliver omtalt er et mytisk væsen der siges kun at skulle opholde sig i Norsfjeld. Ser man ravnen flyve med vidt udspredte vinger, kan man se frem til sejr, hæder og lykke. Men ser man den siddende på et dødt dyr, eller menneske, varsler den om død og katastrofe.

Få har set Den Blodige Ravn, men dem der har fortæller at uanset, hvor ravnen er drybber der blod fra dens vinger.

​

Skrevet af Stefan Pedersen